- Der ligger mange overvejelser bag vores flytning, men vi ville gerne have mere tid sammen med børnene og komme hjem i nærheden af vores familie. I vores sommerferier her på egnen søgte vi efter et hus, hvor jeg desuden kunne realisere mit ønske om en indretningsbutik, fortæller Gitte Ramsing Beck i familiens trelængede gård fra 1870.
Tilværelsen med børn og mand under Vestjyllands højloftede, stjernefyldte himmelhvælv var så tillokkende for Gitte Ramsing Beck og hendes mand, Henrik, at de vovede springet og skiftede storbylivet i omegnen af København ud med en tilværelse så langt væk, som man næsten kunne komme her i landet.
Flytningen blev en realitet, da ægteparret med tvillingepigerne Alberte og Andrea, seks år, fandt en trelænget landejendom tæt ved Bork havn og sydsiden af Ringkøbing Fjord. Der er nu gået halvandet år, siden familien tog hul på et nyt livsmønster - og på restaureringen af de gamle bygninger.
- Med en hel del hårdt arbejde er vi nået et stykke vej. Da min mand er tømrer, turde vi kaste os ud i en større ombygning, og begge vores forældrepar har hjulpet godt til. Både med alt det praktiske, men også med at sørge for, at pigerne har haft det sjovt og godt. Så de ikke mærkede vores håndværksarbejde alt for meget, fortæller Gitte Ramsing.
For få år siden var hverdagen ellers en ganske anden for Gitte Ramsing. Efter sin erhvervsøkonomiske uddannelse på Odense Universitet blev hun udstationeret i Grenoble i Frankrig af den erhvervsvirksomhed, hun var tilknyttet, for at opbygge en ny afdeling. Derved kom hun så tæt ind på livet af den franske holdning og smag, at hendes gamle interesse for boligindretning dukkede op til overfladen, og hun begyndte at støve rundt på markeder og andre steder, hvor hun kunne opleve noget af gammel fransk kultur.
- Jeg kunne slet ikke lade være med at blive begejstret, og alt det, jeg lærte og så dengang, blev meget væsentligt for mig, efter at Henrik og jeg var blevet gift og boede i det storkøbenhavnske område. Vi er vokset op i Ribe, og tanken om et hus i Vestjylland opstod efter, at vi havde fået tvillingerne. Og
det blev talt godt igennem. Målet var, at vi ville skabe en tilværelse i Jylland, hvor jeg kunne være hjemme, når Andrea og Alberte kom fra skole.
- En anden del af ønsket om at flytte på landet var den, at jeg gerne ville indrette en gårdbutik. Et sted, hvor jeg kunne udfolde mig med alle de dejlige ting, jeg brænder for, og hvor vi samtidig kunne have en hverdag, der ville være god for os alle fire, og hvor der især ville være mere tid sammen med børnene, fortæller Gitte.
- Da vi flyttede ind her på gården, var staldbygningen og laden, hvor jeg nu har butik, forbundet, hvorimod stalden og hovedbygningen var to adskilte huse. Men vi syntes jo, det ville være bedre, hvis der var forbindelse mellem dem alle tre. Det spørgsmål fik vi professionel hjælp til at løse - for det skulle jo helst blive et rigtig godt resultat.
Nu har familien fået de to adskilte bygninger forbundet, men har samtidig opnået at få en stor, lys opholdsstue i den trekant, der opstod - og med nye gulve af asketræ i hele grundplanet hænger alle opholdsrummene godt sammen.
- Vi blev foreslået at lægge alle hovedbygningens små rum - som der var mange af - sammen til et stort, åbent rum. Men vi er glade for, at vi ikke fulgte det råd, for som vi har fået det, har opholds- og spisestue samt køkken åben forbindelse, hvorimod de af os, der ønsker det, kan lukke glasdørene til tv-stuen og alligevel være en del af fællesskabet. Det oplever vi f. eks., når Andrea og Alberte har deres kammerater med hjem og måske gerne vil ligge og se en video. Til hverdag bruger vi ikke den stue ret meget. Det er kun, når vi holder rigtig fri.
På familiens årlige rejser til Provence kan Gitte ikke opleve meget, der er bedre end besøg på nogle af de skønne markeder. Men hun besøger også de mere etablerede, franske producenter som et firma, der fremstiller kropsplejemidler. Et vinfirma indgår også i hendes interessecirkel til glæde for butikkens kunder.
Egenhændigt udvalgte specialiteter fra Sydfrankrig kan få hjertet til at banke ekstra kraftigt på de frankofile mennesker, der finder vej til den hyggelige gårdbutik nær horisonten og Vestjyllands flade marker og fugletræk.
Og hele familien fryder sig over, at mor er så meget hjemme på Ramsinggaard.
-
Ramsinggaards butik er et af den slags steder, hvor man kan bruge al sin opsparede købelyst på søde og nyttige brugsting, men man kan også bestille direkte på hjemmesiden. Nærmere oplysninger på www.ramsinggaard.com
-
Boligtendenserne går i vidt forskellige retninger, spår et internationalt ekspertpanel
Blomster og planter kan tilføre ny energi i disse måneder og give minder om fjerne himmelstrøg
Pia Liv Larsen har nedsat sig som Feng Shui-konsulent i et pragtfuldt hus på Tåsinge